Alle elsker Harry

Af Trine Færge Haurits Nielsen. Bragt i Midtjyllands Avis 14. december 2017

Den anden dag på biblioteket, mødte jeg en sød, ældre dame, som jeg havde snakket med ved en tidligere lejlighed. Hun gik rundt med en lille seddel med min håndskrift på og ledte efter de titler, jeg havde givet hende. Titler på nyere fantasyromaner fra børneafdelingen. Bøgerne var hverken til hendes børn eller børnebørn men til hende selv! Jeg bliver simpelthen så glad, når jeg møder den slags mennesker, der som sande litteraturelskere kan læse Hanne Vibeke Holst det ene øjeblik og en fantasyroman det næste. Mennesker som udfordrer sig selv litterært, er nysgerrige, bare nyder den gode fortælling og som ikke automatisk skærer en hel genre fra. Som de fleste faktisk gør ved fantasy.

Fantasy – litteraturens persona non grata

At folk på den måde automatisk vælger en hel genre fra, tror jeg skyldes, at fantasy stadig mangler at tage den samme udvikling ud af litteraturens skammekrog, som krimien gjorde for nogle år tilbage. Førhen kunne en god bog ikke samtidig være en krimi. Akkurat som en fantasyroman i dag ikke helt tæller som lødig litteratur. I hvert fald ikke for voksne. Jeg diskuterede engang fantasy og Ringenes Herre med en studiekammerat på litteraturhistorie engang. Hun var stadig ikke kommet igennem bøgerne, og da jeg insisterede, sagde hun: ”Jamen, Trine, jeg gør bare ikke i talende træer”… Igennem årene har jeg tit tænkt på den kommentar. Er det virkelig enten-eller? Skal man være disponeret for fantasy for at kunne nyde den slags bøger?

Har du ikke læst fantasybøger, siden du læste Harry Potter, er det måske blevet på tide at genopleve magien fra dengang? Her er to gode bud på fantasyromaner, som også kan læses af den voksne læser. Måske det skal prøves i juleferien?

Hvis man skulle starte et sted?

Nej, det tror jeg faktisk ikke. Akkurat som jeg ikke tror, at nogen mennesker bare ikke kan lide lyrik. Det handler blot om at finde den helt rigtige bog. Når jeg snakker med forældre i børnebiblioteket, som ryster på hovedet af deres børns fantasy-feber og fortæller, at de ikke selv læser ”den slags”, så har de jo som regel læst samtlige Harry Potter bøgerne i en ferie engang. Med stor fornøjelse endda. Men det er som om, det ikke rigtigt tæller, for alle elsker jo Harry Potter. Og selvom han ganske rigtigt er i en kategori for sig, så findes der faktisk andre (trold)mænd, der er lige så gode som Harry Potter. Og andre fantasyromaner, som kan appellere til en voksen.

Hvis jeg skulle anbefale et par gode fantasyromaner til en fantasy-novice, som engang har læst Harry Potter og som har lyst til at genopleve magien fra dengang, er her to gode bud.

Første bud er Ravnenes Hvisken af den debuterende danske forfatter Malene Sølvsten. Bogen blander alle de gode virkemidler fra fantasy med nordisk mytologi, forbudt kærlighed og et fantastisk krimiplot foldet ud i et vindblæst Nordjylland. Her er et sikkert hit og som måske kan deles med teenageren i familien. Andet bud er norske Siri Pettersons Rav

neringene, hvor vi møder et mere klassisk fantasyplot med barnet Hirka Haleløs, der udstødt af alle må kæmpe for sin overlevelse for til sidst at rejse sig over dem alle. Her skrives om klasseskel, skæbner, forbudt kærlighed og nå ja, den uundgåelige kamp mod det onde, så også voksne læsere rives med.

Så kære læser. Måske det er en fantasyroman, du skal have med hjem til juleferien?

Liget i biblioteket

Af Katrine Sivesgaard. Bragt i Midtjyllands Avis 30. november 2017

Tidligere på måneden havde vi på Silkeborg Bibliotek besøg af Katrine Engberg, som fortalte om sine romaner, Krokodillevogteren, Blodmåne og Glasvinge, krydret med skæve beretninger om hverdagen som krimiforfatter. En af de anekdoter, som vakte særlig morskab blandt publikum, var historien om et temmelig akavet opkald til Borup Kemi, for hvilket af deres produkter er egentlig bedst, hvis man gerne vil myrde nogen så grusomt og samtidig så diskret som muligt? Det var ikke ligefrem et spørgsmål, som kvinden ved omstillingstelefonen var vant til at besvare. Præcis hvordan det endte med at gå til, kan man læse i hendes meget anbefalelsesværdige kriminalroman Blodmåne.

Arsenik og gamle krimier

En bloddryppende mordgåde er det oplagte omdrejningspunkt for en god krimi

Katrine Engberg fortalte desuden, at hun i høj grad henter inspiration fra de krimiforfattere, som hun læste ved spisebordet i sit barndomshjem; Dorothy L. Sayers, Georges Simenon og selvfølgelig Agatha Christie. Og det var her min interesse for alvor blev vakt, for når jeg siger til lånere, som beder om anbefalinger i stil med Jussi Adler-Olsen eller Sara Blædel, at jeg desværre ikke har læst så mange krimier, så passer det faktisk ikke rigtig. Jeg har bare ikke læst så mange krimier, der er skrevet efter 1970! For jeg har læst dusinvis af Agatha Christies romaner, en god portion af Arthur Conan Doyles fortællinger om Sherlock Holmes, samt Edgar Allan Poes historier om en af litteraturhistoriens allerførste detektiver, franskmanden Auguste Dupin, som i Mordene i Rue Morgue opklarer et låst-dør-mysterium: To kvinder findes myrdet i en lejlighed på fjerde sal, døren er låst indefra, men der er intet spor af gerningsmanden. Det er nu op til vor helt at finde frem til morderen udelukkende ved hjælp af intellekt, ihærdighed og blik for detaljer, og hvis opskriften lyder bekendt, så er det fordi Poe med historierne om Dupin lagde en af grundstenene til den moderne detektivhistorie.

Det værste og det bedste

Jeg havde en underviser på universitetet, der beskrev kriminalromanen som den perfekte ramme for at udforske både det værste og det bedste ved den menneskelige natur: Forbryderens grusomhed og ondskab kombineret med opklarerens higen efter sandhed og retfærdighed. Det var store ord om en genre, som ellers yderst sjældent fik en plads i pensum på litteraturhistorie. Min periodevise Christie-mani var dengang nok lidt en guilty pleasure. Jeg vil dog til enhver tid insistere på, at hendes klassiker Mordet i Orientekspressen er den bedste krimi, jeg nogensinde har læst, og at den helt sikkert kan tåle en genlæsning, og mon ikke også et gensyn? Jeg skal i hvert fald vejen forbi den lokale biograf og opleve Kenneth Branaghs version af den belgiske detektiv, som strander i et snefyldt bjergpas ombord på Orientekspressen på rejsen mellem Istanbul og Calais, og som ender med at skulle opklare mordet på en af passagererne og må finde sin mistænkte blandt gæsterne i spisevognen. Selvom Mordet i Orientekspressen altså er min ubetingede yndling blandt Christies romaner, så er Liget i biblioteket for nylig steget i graderne på min personlige Christie-hit-liste, måske særligt på grund af mine daglige omgivelser? Et mørkt bibliotek efter lukketid er et oplagt gerningssted; måske en idé hvis jeg en dag selv skal skrive en krimi!

Læsehesten vrinsker

Af Maria Louise Christensen. Bragt i Midtjyllands Avis 16. november 2017

Nu er valgkampens slutspurt i gang. Og jeg mener ikke de politiske kandidaters kamp for at blive valgt ind i byrådet, som lige nu fylder på spisesedler og i byens lygtepæle. Nej, jeg mener kampen om hvilke bøger, der får vores stemme på scenen til Årets Bøger.

Det kræver sin læser at følge med i samtlige årets udgivelser. Heldigvis er vi fire: Tine, Karin, Frederik og jeg. Vi er holdet til Årets Bøger, i al beskedenhed ét af Silkeborg Bibliotekernes mest velbesøgte arrangementer år efter år. Jeg er med for anden gang, Frederik er med for første gang og hold nu fast, kære læser, det er 25. gang vi afholder Årets Bøger. Tine og Karin har været med fra begyndelsen. De har kilometervis af læste romaner bag sig, en imponerende læseliste og erfaring. Muligvis viser læseundersøgelser for tiden, at læsehesten er en langsomt uddøende race, som ofte må trækkes til truget. At der særligt inden for min aldersgruppe, de 30-39-årige, bliver læst mindre end tidligere. Og hvad skyldes det? Måske er læsehesten i os alle blevet doven? Vant til at alt bliver serveret i små, letfordøjelige bider – artikler via Facebook, SMS’er, undertekster til en tv-serie på Netflix? Det er alt sammen meget godt, men en vaskeægte læsehest har brug for noget, der mætter. En god roman, gerne velskrevet – sådan én, hvor der rigtig er noget at tygge på, også lang tid efter, man har slugt den sidste bid. Det er sådan nogle bøger, vi vælger til Årets Bøger. Og hvordan gør vi så det? 

Årets Bøger løber af stablen i uge 48. Du kan høre, hvilke bøger, der fik vores stemme i Kjellerup, Them, Gjern og to gange i Silkeborg. Læs mere på Silkeborgbib.dk/detsker

Præferencer, tendenser og litterær kvalitet Som altid lægger vi en række snitflader, inden vi løbende kigger samtlige årets nye udgivelser igennem og træffer vores valg. Vi holder øje med alt hvad der kommer af skønlitteratur og biografier; vi læser primært romaner. Krimier er af flere årsager ikke på vores opstillingsliste, og vi skeler til hvilke emner og temaer, som går igen på tværs af forfattere og forlag. Endelig sigter vi mod at have verdenslitteraturen repræsenteret, men læser altid i oversættelse. Der skal med andre ord stilles et bredt, interessant og respræsentativt hold af årets allerbedste litteratur. Vi læser og vælger ud fra personlige præferencer med skelen til årets tendenser og vægt på bøgernes litterære kvalitet. Således kan vi om et par uger stå på scenen og præsentere vores udvalgte Årets Bøger.

En alsidig menu til din indre læsehest Hvis læsehesten i dig trænger til inspiration, hvis du for det meste får læst det letfordøjelige og forhåndenværende som sms’er og opdateringer på sociale medier – måske af ren og skær vane? – så er det ikke for sent at sadle om og komme til Årets Bøger. Foregår din vej gennem en bog snarere i trav end i fuld gallop, må du heller ikke lade dig afskrække. Ikke alle bøger, vi vælger, er lange, episke romaner. Flere af dem er små, men stadig fyldt med smag, som appetizers, der kan hapses i én mundfuld. Under alle omstændigheder er Årets Bøger et vandhul for læseheste. En omhyggeligt udvalgt menu, som er sammensat af fire forskellige kokke. Jeg håber, vi ses?