Kulturformidling i kuppelvis

Af Frederik Schøler. Bragt i Midtjyllands Avis 22. februar 2018

Forpligtende fællesskab – trods regn og slud

Det er fredag. Det regner. Siden i går har det sneet med en grum kuling. Til sammen er resultatet gråt, vådt, snasket og ubehageligt koldt. Ikke et miljø, der ligefrem frister til, at man letter sig fra den tørre bibliotekarstol for at gå ud – men det skal vi. For her i efteråret har Silkeborg Bibliotekerne sammen med hele fem skoler arbejdet på et projekt, der handler om at bygge små Kuppeldrivhuse. “Jamen – hvordan kan det da nogensinde være en biblioteksopgave?” kunne man spørge, og det er det jo fordi nu- og fremtidens biblioteker arbejder med aktive tilbud fremfor passive udbud. Vi skal gøre Samskabelse og Tilgængelighed med Brugeren i Centrum! … vi lader lige slogan-maskinen køre lidt i tomgang, og skænker en kop kaffe.

Hva’ er meningen???

Meningen med KulturKuplerne – det kalder vi de dær drivhuse, er at skabe nogle åbne aktivitets- og mødesteder. Ikke bare for skolerne og deres elever, men også for de folk der bor i nærheden. Der kommer til at ligge en kuppel i både Kjellerup, Them og Gjern. I Silkeborg kommer der til at ligge nogle på Funder og på Hvinningdal skole – og når Bindslevsplads er klar bygger vi såmænd også en ved Silkeborg bibliotek. De fleste Kupler bliver byggeresultater af skolernes temauger her i begyndelsen af marts, men i Gjern, hvor skolen kun går til 6. klasse, får de hjælp af nogle lokale handymænd, og det er vel i bund og grund, hvad Samskabelse betyder?

Og hva’ ka’vi bruge det til?

Når KulturKuplerne står der, vil vi gerne indbyde jer til at komme og bruge dem. Sådan et drivhus er jo oplagt at bruge til en lille fælleshave, noget moderne Urban Gardening – men I er sådan set velkomne til også at bruge den til alt muligt andet. Kultur skal i denne sammenhæng både forstås som at kultivere og dyrke noget, og som det der opstår, når man gør noget sammen. Om det så er at spille guitar, omstikle eller strikke lygtepæleskjulere.

I løbet af dagen vil skolerne ofte benytte kuplerne som alternative læringsrum – fx med opbakning fra FabLab Silkeborg. Hos FabLab arbejder de med hands on undervisning og designprocesser til løsning af konkrete opgaver – og i baghånden har de det fedeste grej så som micro-computere, 3D-printere og lasercuttere. Så kan eleverne løbende udstyre KulturKuplerne med bluetoothkommunikerende dataindsamling, solceller og sensorstyrede vandingsanlæg eller sådan noget.

Så gør dog noget!

Det vil vi jo ikke stå tilbage for, så bibliotekerne lægger selv en række aktiviteter ud i Kulturkuplerne. Det er ikke kun skoleelever, der skal have mulighed for at arbejde med micro-computere, men vi laver også palle-bygge-workshops, fugleture og haveforedrag.

KulturKuplerne er tænkt som åbne arenaer, hvor vi kan mødes og sammen udforske alle mulige måder at bruge dem på. Botanik og teknologi kan være i fokus, men det er principielt kun fantasien der sætter

grænser. Så længe aktiviteterne sker i gensidig respekt, må det også rigtig gerne være fikse ideer af den slags, det kan være svære at tænke helt til ende, men bare må afprøves. Det er vigtigere, der sker noget, end der ikke gør – og nogen gange skal man bare kaste sig ud i det. Kun på den måde opnår vi sammen de mest overraskende succeser eller ligeså fantastiske fiaskoer!

KulturKuplerne står fra marts til november og er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen samt Boligfonden Kuben

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *