Liget i biblioteket

Af Katrine Sivesgaard. Bragt i Midtjyllands Avis 30. november 2017

Tidligere på måneden havde vi på Silkeborg Bibliotek besøg af Katrine Engberg, som fortalte om sine romaner, Krokodillevogteren, Blodmåne og Glasvinge, krydret med skæve beretninger om hverdagen som krimiforfatter. En af de anekdoter, som vakte særlig morskab blandt publikum, var historien om et temmelig akavet opkald til Borup Kemi, for hvilket af deres produkter er egentlig bedst, hvis man gerne vil myrde nogen så grusomt og samtidig så diskret som muligt? Det var ikke ligefrem et spørgsmål, som kvinden ved omstillingstelefonen var vant til at besvare. Præcis hvordan det endte med at gå til, kan man læse i hendes meget anbefalelsesværdige kriminalroman Blodmåne.

Arsenik og gamle krimier

En bloddryppende mordgåde er det oplagte omdrejningspunkt for en god krimi

Katrine Engberg fortalte desuden, at hun i høj grad henter inspiration fra de krimiforfattere, som hun læste ved spisebordet i sit barndomshjem; Dorothy L. Sayers, Georges Simenon og selvfølgelig Agatha Christie. Og det var her min interesse for alvor blev vakt, for når jeg siger til lånere, som beder om anbefalinger i stil med Jussi Adler-Olsen eller Sara Blædel, at jeg desværre ikke har læst så mange krimier, så passer det faktisk ikke rigtig. Jeg har bare ikke læst så mange krimier, der er skrevet efter 1970! For jeg har læst dusinvis af Agatha Christies romaner, en god portion af Arthur Conan Doyles fortællinger om Sherlock Holmes, samt Edgar Allan Poes historier om en af litteraturhistoriens allerførste detektiver, franskmanden Auguste Dupin, som i Mordene i Rue Morgue opklarer et låst-dør-mysterium: To kvinder findes myrdet i en lejlighed på fjerde sal, døren er låst indefra, men der er intet spor af gerningsmanden. Det er nu op til vor helt at finde frem til morderen udelukkende ved hjælp af intellekt, ihærdighed og blik for detaljer, og hvis opskriften lyder bekendt, så er det fordi Poe med historierne om Dupin lagde en af grundstenene til den moderne detektivhistorie.

Det værste og det bedste

Jeg havde en underviser på universitetet, der beskrev kriminalromanen som den perfekte ramme for at udforske både det værste og det bedste ved den menneskelige natur: Forbryderens grusomhed og ondskab kombineret med opklarerens higen efter sandhed og retfærdighed. Det var store ord om en genre, som ellers yderst sjældent fik en plads i pensum på litteraturhistorie. Min periodevise Christie-mani var dengang nok lidt en guilty pleasure. Jeg vil dog til enhver tid insistere på, at hendes klassiker Mordet i Orientekspressen er den bedste krimi, jeg nogensinde har læst, og at den helt sikkert kan tåle en genlæsning, og mon ikke også et gensyn? Jeg skal i hvert fald vejen forbi den lokale biograf og opleve Kenneth Branaghs version af den belgiske detektiv, som strander i et snefyldt bjergpas ombord på Orientekspressen på rejsen mellem Istanbul og Calais, og som ender med at skulle opklare mordet på en af passagererne og må finde sin mistænkte blandt gæsterne i spisevognen. Selvom Mordet i Orientekspressen altså er min ubetingede yndling blandt Christies romaner, så er Liget i biblioteket for nylig steget i graderne på min personlige Christie-hit-liste, måske særligt på grund af mine daglige omgivelser? Et mørkt bibliotek efter lukketid er et oplagt gerningssted; måske en idé hvis jeg en dag selv skal skrive en krimi!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *