Just like in the movies

Af Maria Louise Christensen. Bragt i Midtjyllands Avis 5. oktober 2017

Film skal ses i biografen, hvor der dufter af popcorn, hvor tæpperne på gulvet er tykke, stolene er behagelige og alle mobiltelefoner er slukkede. Der hersker en særlig magi i det mørke rum, når lyset dæmper sig og historierne udspiller sig på det store lærred med surroundsound. Men hvad er det, der sker med os i biografens mørke?

Da jeg var 11 år, så jeg Titanic i biografen, og jeg kan huske, at jeg græd. Jeg købte efterfølgende en stor plakat og hængte den op på mit værelse. Jeg var totalt fortabt i hele Titanic-universet, i den spektakulære historiske begivenhed og ikke mindst i unge Jack Dawson, eller rettere sagt i Leonardo Dicaprio. Da filmen kom på video sad jeg en hel dag sammen med en veninde og så den igen og igen på hendes værelse. Nej, vi blev ikke trætte af den; vi svælgede på ægte tween-manér i den ulykkelige kærlighedshistorie mellem Jack og Rose. Det var særligt på flere måder. I mit barndomshjem havde vi ingen videoafspiller, og jeg måtte egentlig kun se fjernsyn i ½ time om dagen, så det her var første gang, jeg for alvor binge-watchede, og jeg tror også, det var første gang jeg forelskede mig i en skuespiller. Måske lige fraregnet dengang jeg var ægte barndomsforelsket i Michael Landon, der spiller Lauras far i tv-serien om Det lille hus på prærien.

Der hersker en særlig magi i det mørke rum, når lyset dæmpes i biografen

 

Filmens magi

Det skønne ved film er, at de lader os forsvinde ind i en anden verden og fastholder os med replikker, scenografi og ikke mindst musik. Den dag på pigeværelset havde vi nok mest af alt lyst til at blive i Titanics verden med stor kærlighed, skibskatastrofer og pludselig død. De film, der gør det allerbedst, får os vel netop til at ønske, at vi kunne befinde os i deres univers, i hvert fald når vi ikke ser gyserfilm. Skuespillere, der spiller deres roller troværdigt og indfølende gør det tilmed vanskeligt for os at adskille skuespiller fra karakter. Hvilken kvinde har fx ikke drømt om at være Audrey Hepburn, der i rollen som Holly Golightly vinduesshopper hos Tiffany’s i Breakfast at Tiffany’s eller hendes navnesøster og look-a-like, skønne Audrey Toutou, i Den fabelagtige Amélie fra Montmartre? Jeg er ofte lige dele inspireret, fascineret og frastødt af filmindustrien, men den glitter og glamour som især stjernerne fra Old Hollywood udstråler, er i mine øjne helt speciel.

Som i gamle dage

1950’erne var en regulær guldalder for filmindustrien, både i Hollywood og i Danmark, og det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg elsker vintage. Særligt 1950’erne inspirerer mig i forhold til mode og stil. Kigger vi på filmskuespillerinder er jeg vild med Audrey Hepburn, Grace Kelly og den mindre kendte Eva Marie Saint, som jeg i øvrigt mistænker har været inspirationskilden for January Jones’ Betty Draper i tv-serien Mad Men. I Danmark kan vi heldigvis også prale af dygtige og skønne skuespillerinder og stilikoner fra filmens guldalder såsom Ghita Nørby, Helle Virkner og Susse Wold. Mens jeg skriver den her klumme går det op for mig, at det egentlig er alt for længe siden, jeg har været i biografen. Men jeg vil om ikke andet forsøge at genskabe biografsalens magi derhjemme i weekenden – måske med en god film fra Filmstriben.dk? På Silkeborg Bibliotekerne sætter vi lige nu spot på danske film. Kom og bliv inspireret til en magisk aften, just like in the movies!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *