Drengen, der ikke kunne slås ihjel

Af Katrine Sivesgaard. Bragt i Midtjyllands Avis 21. september 2017.

En tirsdag morgen for snart tyve år siden tager en dansklærer en bog op af sin taske, lægger den foran sig på katederet, ser ud over 4.b og begynder at læse: ”Hr. og fru Dursley fra Ligustervænget nummer fire var ganske stolte over, at de var helt og aldeles normale. Det var de sidste mennesker, man ville mistænke for at være involveret i mærkelige eller mystiske affærer…” Det var mit allerførste møde med Harry Potter. Hvad samme dansklærer ellers læste højt for os det år, og i årene der fulgte, husker jeg ikke længere, men drengen med de runde briller og lynet i panden, ham husker jeg endnu. Stor var skuffelsen da også, da sommerferien kom og gik, uden at så meget som én eneste af os fra 4.b havde modtaget en ugle med den eftertragtede invitation til at forlade folkeskolelivet og i stedet starte på Hogwarts Skole for Heksekunster og Troldmandsskab. Som trøst kastede vi os grådigt over næste bind i serien om den unge troldmand og hans bedrifter, og det er måske der, at historiens sande magi skal findes.

Harry Potter-universet er fyldt med magiske væsner som for eksempel denne drage, tegnet af en kreativ kollega

Læsningens magi

For rigtig mange børn dengang blev bøgerne om Harry Potter deres første skelsættende møde med litteraturen og læsningens magi. De oplevede spænding, uhygge, venskab, hjertevarme, det tilfredsstillende ved selv at kunne læse en tyk bog fra ende til anden og ikke mindst: Det helt særlige ved at træde ind i en verden, som var skabt for dem. Jeg kender mange, for hvem Harry Potter-bøgerne blev en form for gateway-drug, der åbnede døren til endnu mere læsning. Pludselig oplevede de på egen krop at blive suget ind i et andet univers, og hvordan man kan blive nærmest afhængig af fiktion. I dag er de første Harry Potter-læsere for længst blevet voksne og har lagt tryllestaven på hylden, men man behøver ikke at have opholdt sig længe i sit lokale børnebibliotek for at vide, at der er en ny generation af læsere på vej, som også drømmer om drager, hekse, dyndfolk og bjergtrolde. De står klar til at løfte tryllestaven, begive sig ind i litteraturens forunderlige univers og bære magien videre.

Nitten år senere

Året 2017 er på mange måder et vaskeægte Harry Potter-år. Det er tyve år siden, at den første Harry Potter-bog udkom på engelsk, og vi har for ganske nylig krydset en helt særlig dato: Den 1. september 2017, som er den dag, hvor epilogen i den sidste Harry Potter-bog udspiller sig. Den bebrillede troldmand må efterhånden være en midaldrende familiefar med bekymringer og papirarbejde, men universet omkring ham vokser stadig, godt hjulpet på vej af genudgivelser, teaterstykker og filmatiseringer. Også i Danmark lever magien, blandt andet i Odense, hvor man igen i år kan besøge den store Harry Potter Festival i efterårsferien. På Silkeborg Bibliotekerne pakker vi bussen med chokoladefrøer og polyjuice-eliksir, og kører til Odense for at opleve Quidditch-kampe, slentre ned af Diagonalstræde og køre en tur med Hogwarts-ekspressen, og er du mellem 12 og 18 år, så kan du komme med!

Fem litterære tilståelser

Af Maria Louise Christensen. Bragt i Midtjyllands Avis 7. september 2017.

De fleste ved nok godt, at bibliotekarer og litteraturhistorikere som jeg er helt vilde med litteratur. Men vi har altså også huller i vores litterære dannelse, thank you very much for not asking. For vi taler nemlig nødigt om det, heller ikke med hinanden, og derfor kan det godt være, det her bliver lidt pinligt (for mig). Her kommer fem udsagn, jeg typisk bliver mødt med – og dertil fem litterære tilståelser fra en formidler.

#1 ”Du læser sikkert hver dag!” Nej, gid det var så vel. Jeg er typen, der læser i sprint. En sjælden gang imellem går der faktisk ugevis mellem, at jeg åbner en bog – ja, ugevis – andre gange sluger jeg en roman på få dage. Jeg elsker al fiktion, fx også tv-serier, hvilket stjæler tid fra læsningen. Og så skal du, kære læser, lige have i baghovedet at jeg er mor, så ja, hvis det er Plet-bøgerne, Larm med Biler eller andet i den dur, du mener, så læser jeg i hvert fald hver dag. Den samme bog. Flere gange. Det synes i øvrigt at være en udbredt misforståelse, at litterater og bibliotekarer kan alle klassikere på rygraden eller har læst alle bøger på biblioteket.

#2 ”Jamen, den har du selvfølgelig læst…” Ja, det har jeg da! Især når du ”spørger” mig på den måde. Så nu står jeg her, nikker forsigtigt og indforstået og forsøger desperat at genkalde mig et handlingsreferat, en analyse, en anmeldelse – et eller andet, for søren, som jeg engang har læst om den bog, du vifter med. Jeg fik vist heller ikke fat på titlen, så jeg håber, du lynhurtigt glemmer den her snak, for jeg når sikkert aldrig at få den læst. Hvilket bringer mig til næste tilståelse…

#3 ”Gid det var mit arbejde at læse en masse bøger”

Klummeskribenten læser i arbejdstiden – men kun til ære for fotografen

Ja, det siger jeg også! Det er en stor del af mit arbejde at læse og holde mig bredt orienteret i skønlitteraturen, men det er altså ikke noget, jeg kan gøre i min arbejdstid. Der har jeg travlt med alt muligt andet, som jeg heldigvis også synes er spændende. Planlægning og produktion af indhold til sociale medier, vagter i udlånet og klummeskrivning, eksempelvis.

#4 ”Hvad ville du selv læse som ung?” Der fandtes ikke ordentlige ungdomsromaner da jeg var ung. Det er i hvert fald min eneste forklaring på, at jeg som 12-13 årig læste blandt andet Klinkevals af Jane Aamund og Jordens Søjler af Ken Follett. Jeg gad ikke den dér hypede serie om Harry Potter, så den slugte jeg først i en sommerferie på universitetet, og nu som voksen læser jeg Young Adult-romaner med stor fornøjelse. Hvis du leder efter en bog til en teenager, skal du derfor hellere spørge, hvad jeg har læst for nylig.

#5 ”Jeg skal bare have en rigtig spændende krimi.” Åh nej. Jeg læser virkelig sjældent krimier. Du har sikkert allerede læst alle dem, jeg kan anbefale. Bær lige over med mig, mens jeg prøver mig frem efter råd fra krimilæsende kollegaer. Jeg synes bare, krimier er lidt kedelige – måske fordi jeg ikke er særlig optaget af hele whodonit-delen? Det er i øvrigt ikke fordi, jeg anser noget litteratur for at være finere end andet. Jeg skal have spændende, kødfulde karakterer og fyldige, velskrevne miljøskildringer. Det er det vigtigste for mig; at litteraturen tager mig med ind i sin egen verden og på den måde gør min verden større.