Sådan laver du en læsehest

Af Trine Færge Haurits Nielsen. Bragt i Midtjyllands Avis 11. maj 2017

”Det ender i gråd”. ”Han vil hellere spille iPad”… Tit snakker jeg i børnebiblioteket med frustrerede forældre, som kæmper en daglig kamp med at få deres børn til at læse. Men hvordan laver man så en læsehest, der helt frivilligt læser? Jeg vover mig ud i en opskrift.

  • Start tidligt. Også de helt små børn kan få noget ud af bøger. Der er rør-og-føl bøger, der er bøger der kan komme med i bad og så videre. LavSÅDAN LAVER DU EN LÆSEHEST, 11.5.2017, TH, BILLEDE 2 en kasse med bøger og stil ved siden af Duplo klodserne. Gør bøger til en del af jeres hverdag, jeres leg og jeres putteritual.
  • Læs højt. ”Sproget er en gave, vi får fra mor og far”, siger nogen. Og spørger du mig, er en af vores fornemmeste opgaver at læse højt for vores børn. Det bliver faktisk heller ikke nemmere, kære forælder. Højtlæsning er verdens nemmeste måde at få kvalitetstid med dit barn på. Uanset hvordan dagen har været, ender den godt, når vi sidder tæt sammen om aftenen med en god bog.
  • Vær en rollemodel: Børn der vokser op med at se deres forældre læse, bliver ofte selv glade for det. Og nu bliver jeg træls. For at scrolle nyheder på telefonen tæller ikke. Hvis du ikke selv er den stærke læser, må du finde noget andet. Strikkebøger eller kogebøger. Vis dit barn, at det er positivt og hyggeligt hver dag at sætte sig og gøre plads til fordybelse og ro.
  • Følg dit barns interesser: Som børnebibliotekar tror jeg på, at der findes bøger til alle. Om fodbold, veninder, Minecraft, zombier, heste eller regnorme. Eller en kombi! Men det kræver nogle gange, at du tager en tur på det store bibliotek. Ikke alle skolebiblioteker er lige velassorterede.
  • Vær lidt kreativ: Mange forældre har en fastlåst ide om, hvor man læser eller hvordan. Men prøv at læse før aftensmaden eller sæt en lydbog på, mens I laver aftensmad. En lydbog er nemlig også en bog.
  • Sluk! Den største trussel mod vore dages læsehest og børns evne til at koncentrere sig er iPads. Så simpelt kan det siges, hvis du spørger mig. Sluk! Fjern dem og aftal fx, at morgener og aftener er skærmfrie… Måske også for de voksne?!
  • På med ja-hatten og vær lidt optimistisk: Tro nu på det. Mange børn udvikler sig først sent til læseheste. Og mind dig selv om, at det ikke er synd for børn, der skal læse. Det er sjovt, fedt, sundt og vigtigt. Det værste, der kan ske, hvis bogen ikke fanger dem, er, at de giver sig til at dagdrømme lidt.

Og nå ja, du kender dit barn bedst, og ingen opskrift er ufejlbarlig. Men kast dig ud i det, og åbn bøgernes verden for dit barn. Bøger kan noget som Youtube og Netflix ikke kan. Og pyt med Pisa tests. Der er ikke derfor, vi har brug for læseheste. Men små mennesker, der kan samle sig om et andet menneskes ord og tanker, er akkurat sådan nogle små mennesker, jeg synes, vi skal sende ud i verden. Og hvis opskriften driller? Så kig ind på biblioteket til en snak…