Min ven Knausgård

Den norske succesforfatter Karl Ove Knausgård er en mand af mange ord. 6900 sider har han fået udgivet siden 1998. Han er foreløbig oversat til 30 sprog.

Den norske succesforfatter Karl Ove Knausgård er en mand af mange ord. 6900 sider har han fået udgivet siden 1998. Han er foreløbig oversat til 30 sprog.

Jeg læser Karl Ove Knausgårds nyeste bog “Om foråret” for tiden. 159 sider om et døgn i hans families liv. Han er en af mine yndlingsforfattere. Hvad er det ved ham og hans forfatterskab der drager mig sådan? Han skriver jo bare om livets stort og småt. Mest småt. Det er fordi, at det med hans pen bliver stort.

Litterær stjerne

Nordmanden skrev sig ind i litteraturhistorien med hovedværket ”Min kamp” fra 2009. 6 bind om hans liv. ”Kan man virkelig det, når man ikke har haft noget ekstraordinært liv og i øvrigt kun er omkring 40 år?” tænkte jeg skeptisk, da bøgerne udkom. Knausgård kan. Med ”Min kamp” skrev han sig ind i hjerner og hjerter hos rigtigt mange både mænd og kvinder. Anmeldere og litteraturkritikere lovpriser ham som værende en af tidens største fortællerstemmer. Andre forfattere skriver om ham i deres romaner. Han er blevet et fænomen. Det er cool at læse Knausgård. Det debatteres også, hvor kontroversiel han er med sin udlevering af familiemedlemmer i bøgerne, og hans provokationer i samfundsdebatten. Så han fylder.

Delte vande

Når vi læser autofiktion som ”Min kamp”, der genremæssigt placerer sig imellem selvbiografi og traditionel roman, forholder vi os ligeså meget til forfatteren som til bogen. Yahya Hassan, Knud Romer og Jørgen Leths bog ”Det uperfekte menneske” er eksempler på dette. Vi ved ikke præcist, hvad der er fakta og fiktion.

Jeg har haft mange interessante samtaler om både personen Knausgård og bøgerne, og mange reagerer personligt på ham. Nogle hypnotiseres ind i den nære historie om hans liv som barn, voksen, forfatter, ægtemand og far. De føler sig hjemme i hans fantastiske evne til at beskrive hvordan han (man) har det. Han bliver et spejl. Ingen detalje er for lille. Ingen tanke for stor. Han er så hudløst ærlig, at det bliver både rørende, morsomt og genkendeligt. Det er en planke de færreste tør gå ud, når der er publikum på. Man føler man kender ham, og begejstrede læsere beskriver, at de får en indre dialog med ham.

Andre synes til gengæld han er navlebeskuende. De er ligeglade med hans livshistorie, hvad han tænker og hvordan han laver kaffe. De keder sig i hans selskab og bliver småirriterede over detaljeniveauet og den litterære funderen. For meget langsomhed.

Jeg er på førsteholdet. Jeg var egentlig ikke super begejstret efter bind 1, selvom visse passager var blændende, men sprang alligevel på Bind 2 og 4 (værkerne er ikke kronologiske) og blev helt opslugt. Jeg nyder at læse om hverdagens små og store dramaer, hvad han oplever ind- og udvendigt, og jeg glædes ved genkendelsen i vores fælles kultur- og samfundsreferencer. Han er som en klog og god ven jeg hænger ud med.

Jeg synes nemlig ikke bare han skriver om sig selv, men om os alle sammen. Også om og til mig, selvom jeg er kvinde. Han skriver om at være et moderne menneske i vores samtid. Er det sandt, alt det han skriver om sig selv og sin familie? Er det vigtigt for læseoplevelsen? Sandheden er vel, at sandheden altid er subjektiv, når vi fortæller vores historier til hinanden.

”Om foråret” skriver Knausgård i hvert fald så fuglene synger.

Flyttekaos

Skribentens bogsamling under udpakningen

Skribentens bogsamling under udpakningen

Hver gang jeg flytter, er mine bøger det første, jeg pakker ud. Sengetøj, køkkengrej, tandpasta og andre nødvendigheder får lov at forblive nedpakket i nogen tid, men bøgerne skal med det samme op af flyttekasserne og ind i reolen. Så står de der på rad og række: Den første roman jeg læste selv, Det lille hus i den store skov, hvis forfatter Laura Ingalls Wilder og jeg deler fødselsdag, studiebogen jeg aldrig kommer til at læse igen, men alligevel ikke vil skille mig af med (ja, det er Ulysses af James Joyce, jeg mener) og bogen jeg læser, når jeg trænger til at blive muntret op, hvilket lige for tiden er Projekt Rosie af Graeme Simsion. Sidst, men ikke mindst, kommer de kilovis af bøger, som giver mig dårlig samvittighed, fordi jeg ikke har fået læst dem endnu. Her vejer for eksempel Haruki Murakamis Trækopfuglens krønike på 700 sider godt til.

 

Hjem er, hvor bøgerne er

Mere end noget andet giver mine bøger mig en følelse af at være hjemme. Når bøgerne er kommet på plads, så er jeg også. Ligesom fotoalbums og feriesouvenirs er bøgerne nemlig fulde af minder. Det kan være mindet om den gode veninde, som gav bogen i gave, den fantastiske ferie, hvor bogen blev læst, de tanker den satte i gang eller de følelser, som den vakte. Når den støt voksende bogsamling således bliver slæbt med fra lejlighed til lejlighed uden hensyn til de indkaldte flyttefolks eventuelle rygsmerter, så er det altså fordi, jeg må have min fortid med mig. Tilsammen udgør mine bøger et tværsnit af cirka tyve års læsning, lige fra Halfdan Rasmussen og H.C. Andersen til Oscar Wilde og Virginia Woolf, og dermed også tyve års oplevelser i både fiktionens og virkelighedens verden. Derfor er det ganske svært for mig at skille mig af med nogen af dem, og det er nok også derfor, at de kommer op af kasserne som det første.

 

Nye bogreoler

Sådan har det også været denne gang, hvor jeg efter fem år på litteraturhistoriestudiet i Aarhus er flyttet ”hjem” til Silkeborg. Med specialeaflevering, flytning og jobstart inden for den samme uge er alt i kaos, altså lige bortset fra bøgerne, som fra deres plads i reolen skuer ud over halvtømte papkasser, bobleplast, avispapir og andet flytterod. Dog skal de ikke føle sig alt for sikre på at blive læst og nusset om, for nu, hvor jeg har fået min daglige gang på Silkeborg Bibliotek, har den hjemlige bogreol fået alvorlig konkurrence i form af de cirka 170.000 bøger i bibliotekets samling. De er her alle sammen. Både de bøger jeg har lånt så mange gange, at det er forunderligt, at jeg ikke har anskaffet mig dem selv, og de bøger jeg slet ikke kunne huske, at jeg havde læst. Måske vigtigst af alt er alle de bøger, som jeg endnu har til gode. Hvis hjem virkelig er, hvor bøgerne er, kan jeg kun komme til at føle mig hjemme på biblioteket! Det håber jeg også, at I gør, både til hverdag og til de mange kommende arrangementer, som I kan læse mere om i efterårskataloget, der husstandsomdeles sammen med Ekstra Posten onsdag den 17. august.

Er du til grin?

Hvis du også kan se det komiske i dette billede, deler vi sikkert humor. Billedet gik viralt på facebook med teksten: "Tja... Så skete det"

Hvis du også kan se det komiske i dette billede, deler vi sikkert humor. Billedet gik viralt på facebook med teksten: “Tja… Så skete det”

”Ved du godt, at der et dyr, der hedder grinebidder?” spurgte min 4-årige niece. Jeg kender dem nu bedst indenfor menneskeracen og kan rigtig godt lide dem, selvom, eller fordi, de smitter. Der er både dem der klukker, dem der fniser, dem der griner højt og larmende, dem der griner lydløst med kroppen, dem der griner indvendigt, og så er der selvfølgelig dem der griner hele vejen ned til banken.

Jeg har ofte funderet over, om der findes mennesker, der virkelig ikke har humor, eller om det ikke bare er et spørgsmål om, at de ikke deler den med nogen som helst andre? Jeg har svært ved at forestille mig, at nogen ikke kan det sjove i noget som helst. Det er i hvert fald tragikomisk, hvis det forholder sig sådan.
Humor står nemlig højt på listen over de egenskaber, vi sætter højest hos hinanden, os i menneskeracen. Det viser alle undersøgelser. Hvorfor? Fordi vi elsker endorfiner. Fordi vi vil grine. Helst sammen.

Rokokohumor

Jeg får et dagligt skud satire hos Rokokoposten.dk, hvis artikler også bliver bragt i Jyllands-Posten og er en pendant til ATS i Politiken. Om sig selv skriver de: ”Rokokopostens nyheder er fiktive. Enhver lighed med personer – levende, døde eller bare meget sløje – er sandsynligvis tilsigtet”. Artiklernes aktualitet er oftest lige i øjet og en velskrevet kommentar til, hvad der debatteres i pressen og kantinen. Overskrifter som: ”Post Danmarks nye idé: Hent dit brev direkte hos afsenderen”, ”Eksperter: For få akademikerbørn bryder den sociale arv” og ”Dansk kulturliv i chok: Kunstner siger noget højreorienteret” kan ubesværet få grinet frem hos undertegnede. Jeg beundrer de skribenter.
Den tørre og billedskabende humor og det komiske i sproglige misforståelser og flertydige ord appellerer mest til mig. Måske siger I andre det samme, og så er det måske alligevel ikke de samme ord og billeder, vi griner af, fordi humor er umulig at sætte på formel. Kan du definere din egen humor?

Spas på biblioteket

Et ofte stillet spørgsmål på biblioteket er: ”Kan du anbefale en sjov bog?” Hvor svært kan det være? Lidt svært faktisk, fordi humor er ekstremt subjektivt. Det jeg finder morsomt og underspillet kan en anden læser finde plat eller måske stødende. Heldigvis har biblioteket fire ugers returret på bøgerne, for eventuelle utilfredse læsere. Endda uden at medbringe bon, og iøvrigt efter at du har læst bogen.
Nogle af de titler og forfatterskaber du, måske, kan klukke over i hængekøjen er: ”Doppler” af Erlend Loe, ”En mand der hedder Ove” af Fredrik Backman, ”Projekt Rosie” af Graeme Simsion, ”Bombaygryde” af Jens Blendstrup , ”Hvor blev du af Bernadette” af Maria Semple, ”Syv satans lange dage” af Jonathan Tropper, og de fleste bøger af John Irving, Jonas Jonasson, Karin Holmqvist og tragikomiske Erling Jepsen.
Ofte er der også masser af humor i samtalerne på biblioteket, som da en tidligere kollega fik et spørgsmål på bøger om samleje. En hel bog med forskellige idéer. Det skulle vise sig, et godt stykke inde i ekspeditionen, at låneren havde spurgt på bøger om sanglege. Forventningsafstemning kan være en god ting.

Har du grinet af noget i dag? Hvis ikke, er det bestemt ikke noget at grine ad.