Kunsten og livet

Af Johanne Marie Behrmann. Bragt i Midtjyllands Avis 12. marts 2015

Kunsten og livet

Marina Abramovic under sin performance ’The Artist is Present’ på MoMA – Museum of Modern Art i New York i 2010

Jeg så for nylig dokumentarfilmen ’20.000 dage på jorden’ om den australske musiker Nick Cave. En kunstner, hvis musik har fulgt mig i årevis og spillet en rolle ved både store og små begivenheder i mit liv. Som dokumentar var filmen nytænkende og særdeles velfortalt og som portræt betragtet fuld af indsigt og følelse. Dagen efter viste DR K tilfældigvis dokumentar-filmen The Artist is Present om den serbiskfødte performancekunstner Marina Abramovic. Den kan i øvrigt også ses på Filmstriben. Titlen henviser til en bemærkelsesværdig performance på MoMA – Museum of Modern Art i New York i 2010, hvor kunstneren hver dag i to en halv måned sad ubevægelig og tavs på en stol, mens udstillingens gæster kunne sætte sig på en stol over for hende og opnå øjenkontakt. Jeg sad selv helt stille et godt stykke tid efter at have set filmen og var dybt berørt.

Disse to fremragende film fik mig til at tænke: Hvad er det, kunsten kan? Hvad er det, den gør? Hvorfor optager den os? Det findes der naturligvis ikke noget enkelt svar på. Men jeg har et bud på, hvad netop disse to kunstnere kan.

I ’20.000 dage på jorden’ fortæller Nick Cave, at hans største frygt er at miste hukommelsen, fordi vi som mennesker eksisterer i kraft af vores erindringer. Og det er erindringerne, Nick Cave bruger i sin sangskrivning. Han mytologiserer dem og skaber fortællinger ud fra dem. Den enkelte sang bliver hos ham et univers i sig selv. Og han fortæller i filmen, hvordan han under de rette omstændigheder mister sig selv på scenen og føler sig ophøjet, hensat til noget andet, noget guddommeligt. Når kunsten er god transformerer den kunstneren – men også modtageren. Det ser vi også et eksempel på i filmen fra Abramovic’s performance på MoMA. Den bliver på flere måder et afgørende møde for både kunstner og beskuer.

Kunsten og det universelle
For mig repræsenterer Nick Caves musik noget af det smukkeste og noget af det mest larmende. Til tider er lyden himmelsk, til tider nærmest snerrende, dæmonisk. Han behandler det ubehagelige og det ubærlige. Den store, altoverskyggende kærlighed, når den er god, og når den gør ondt. Livets kontraster og modsætninger.

Abramovic bruger sig selv og sin krop, sit nærvær og sin tilstedeværelse, i sin kunst. I den nævnte performance er der ingen dialog, kun øjenkontakt. Og alligevel ser vi i filmen med al tydelighed, at ingen går uberørte derfra. Mødet ophæver tiden for en stund, vækker gemte følelser, flytter noget i os.

Måske nærmer vi os her et svar på mine indledende spørgsmål. Kunstneren omsætter det personligt erfarede til noget eviggyldigt, fællesmenneskeligt, universelt. Den store kunst er på den måde tæt forbundet med det levede liv. Mellem kunsten og livet foregår en gensidig udveksling og berigelse. Og måske netop derfor virker den som den gør, måske netop derfor fascinerer, indfanger og berører den os.