Åh, den kærlighed!

Af Maria Louise Christensen. Bragt i Midtjyllands Avis 29. januar 2015

Åh, den kærlighed

Kærligheden er noget vi drømmer om, tror på, længes efter, oplever eller savner. Vi har set den udfolde sig hundredevis af gange i kærligheds-historier på film og i litteraturen. Tænk bare på Romeo og Julie, Elizabeth og Mr. Darcy, Carrie og Mr. Big. Opskriften på kærlighed kan virke simpel og er alligevel så forbandet svær at gøre efter. Kærlighed kan være forførende, forræderisk, famlende, fuldendt og alt midt imellem. Det er nok især den fuldendte variant, vi jagter. Den romantiske kærlighed som i Den eneste ene og Be my valentine. Kærlighed der er altopslugende og gennemtrængende – præcis som på film.

Forestillinger om kærlighed
I Biblen findes den berømte beskrivelse af kærligheden som tålmodig og mild; den praler ikke og misunder ikke, men tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt, som der står. Det er store krav, men ikke desto mindre krav, de fleste af os ønsker eller ligefrem forlanger, at kærligheden til enhver tid skal kunne leve op til. Den slags kærlighed har ikke forelskelsens flygtighed og ingen trylleformular eller fingerknips kan få den til at dukke op ud af det blå. Spørgsmålet er så, om den kærlighed vi læser om og ser på film i de fleste tilfælde egentlig er mere forelskelse end kærlighed? Filmene slutter jo oftest lige dér hvor det forelskede par endelig får hinanden, altså når kærligheden egentlig skal til at stå sin prøve. Sandheden er nok nærmere, at kærlighed kommer i mange flere former, end dem der fylder mest i vores forestillinger. Den kan være romantisk, erotisk, forbudt, betingelsesløs, forbandet svær – og den går lige i hjertet.

Kærligheden i kunsten
Kærligheden er også svær at sætte ord på, og for det meste synes jeg, at kunsten gør det meget bedre, end jeg kan. Det er i litteratur, film eller musik, jeg finder de ord og stemninger, jeg leder efter. Det kan være hos Joni Mitchell i sange som A case of you eller Conversation eller i Nick Caves storladne Into my arms. Der findes i mine øjne ikke større kærlighedssange. Det kan også være en sætning i et digt af Asta Olivia Nordenhof, som forklarer kærlighedstab bedre end noget andet: ”Det lugter af deodorant og smøreost, når jeg tænker på, at du ikke findes”. Eller som den danske forfatter Pablo Llambias skriver i bogen Monte Lema: ”Den, der elsker mindst, har magten. Til gengæld har man ikke kærligheden i sig. Jeg ved ikke, hvem der er den største taber. Det er lige så afmægtigt ikke at være i stand til at elske som at være den, hvis kærlighed ikke er gengældt.”

At kunsten besynger kærligheden, og at vi kan bruge det til noget, viser, at kærlighed ikke bare fortæller noget om os som mennesker, men også om den kultur, vi er rundet af. Selvom hjerte rimer på smerte er der altså meget mere end følelser på spil. Det vil du kunne opleve de næste måneder til en række kærligheds-arrangementer på Silkeborg Bibliotekerne. Hent vores arrangementskatalog og se hvordan film, forskere og forfattere kan gøre dig klogere på alt fra kærlighedens kemi til orgasmens betydning for den seksuelle revolution.

Tabermænd og powerkvinder

Af Trine Færge Haurits Nielsen. Bragt i Midtjyllands Avis 8. januar 2015

Jeg vidste det ikke. Men jeg er Tabermænd og...åbenbart dominerende. Eller i hvert fald del af en magtelite, som blot i kraft af sit køn har det nemmere end dem, der har været så uheldige at blive tildelt et andet køn. Jeg bestemmer. Og er med til at holde andre fra fadet. Jeg er nemlig kvinde…

Tabermænd og powerkvinder er nogle af tidens gennemgående figurer. I medierne får vi ørene tudet fulde med historier om, hvordan kvinderne har overtaget uddannelserne, og hvordan vores stakkels drengebørn lider overlast allerede fra de første spæde skridt i de kvindedominerede institutioner. Billedet der males i både aviser og debatter er et billede, hvor powerkvinder trives fint uden manden efter den uundgåelige skilsmisse, mens tabermændene lades tilbage følelsesmæssigt amputerede, småalkoholiserede og med en række truende livsstilssygdomme.

På biblioteket vrimler det også med mænd i krise. I hvert fald i bøgerne. Mænds problemer med at finde sig selv, med konen, børnene, familien udfoldes hos så forskellige forfattere som eksempelvis Naja Marie Aidt, Jens Vilstrup, Karl Ove Knausgaard, Kristian Bang Foss og Martin Kongstad.

I har måske allerede regnet ud på den slet skjulte sarkasme, at jeg ikke er helt enig i billedet, der tegnes af disse tabermænd og powerkvinder. Det betyder ikke, at jeg ikke vil anbefale ovenstående romaner. Alle deres tabermænd er i højeste grad et bekendtskab værd. Men jeg bliver så træt, når man i den offentlige debat glemmer at tabermanden og powerkvinden selvfølgelig blot er karikerede figurer, som der er lidt langt imellem ude i virkeligheden. Når man kigger derud i virkeligheden, ser man også, at det trods alt stadig er mændene der sidder på magten.

I år er det 100 år siden, at kvinder fik stemmeret. På Silkeborg Bibliotekerne har vi valgt at markere det ved at invitere landets førende formidler af dansk kvindehistorie, nemlig Pia Fris Laneth, til at starte en række af foredrag. Det sker i Silkeborg Medborgerhus den 27. januar kl. 19. I foråret udkommer hendes bog, ’1915 – da kvinder og tyende blev borgere’, om netop kvinders stemmeret, som jeg forventer mig meget af. Hun kan nemlig noget, hende Laneth. I 2007 fik hun en pris for den fremragende Lilys Danmarkshistorie. Kvindeliv i fire generationer. I bogen fortæller Laneth 150 års danmarkshistorie med udgangspunkt i sin egen familiekrønike og egne familiefotos. Historien om kvinderne i hendes familie, de mange børn, kampen for at skaffe mad på bordet, først som tyende, siden som gifte koner uden hverken stemmeret eller forældremyndighed over deres børn rørte mig dybt og trak mange paralleller til min egen familiehistorie.

Den evne til at gøre det historiske vedkommende gør Laneth til den helt rigtige til at formidle indførelsen af stemmeret for kvinder, og hvis nogen kan male et nuanceret billede, må det være hende. Alt for ofte bliver den beskrevet som en kamp mellem mænd og kvinder. Men så glemmer vi, at ikke kun kvinder men også tyende og fattige mænd blev betragtet som uegnede til at deltage i demokratiet. Så skal vi ikke blive enige om, at ligestilling handler om at skabe lige muligheder for alle, så vi helt slipper for at tale om tabermænd og –kvinder. Vi ses i Medborgerhuset!