Den kosmiske bolchepose

Af Mette Pilgaard Christoffersen. Bragt i Midtjyllands Avis 24. november 2014

Den kosmiske bolcheposeJeg er ret vild med slik. Stærke bolcher især. Engang skrev jeg endda en studieopgave med titlen ”Den kosmiske bolchepose”. Den handlede dog ikke om de tomme kalorier, men derimod om baggrunden for selvudviklingsbøgernes fremmarch og hvordan bibliotekerne skulle forholde sig til den massive efterspørgsel på dem.

”Den kosmiske bolchepose” er en spøjs betegnelse, som dækker over det faktum, at vi blander vores egne bolcher af diverse kure, selvhjælpsteknikker og omkodninger af tankemønstre for at finde vejen til det gode, eller i hvert fald bedre, liv. Indimellem ryster vi posen og snupper et nyt bolche og spytter det ud, der var for syrligt.

Da jeg skrev opgaven i år 2000 var det Den niende indsigt – opdagelsesrejsen, der var selvudviklingsbestselleren. Mange indsigter er kommet til siden. Hele tiden kommer der nye bøger om nye begreber som positiv psykologi, særlig sensitivitet, stenaldermad og tankefeltterapi.

Anti-selvhjælpsbog
Jeg har lige læst psykologiprofessor Svend Brinkmanns anmelderroste og debatskabende bog Stå fast – et opgør med tidens udviklingstvang. Det var en interessant fornøjelse. Bogen er en provokerende protest mod den “positiv psykologi” som forfatteren mener er roden til meget ondt.

Der er ikke mange, der tålmodigt læser de store filosoffer for at blive livsklogere på den livslange bane. Der er ikke mange, der søger religiøse fællesskaber for at finde indre ro. Selvudvikling er soloprojekter. Vi vil have 100-dages kure, 5-trins guides og 3-ugers kurser. Vi skal videre. Udvikle os. Skabe innovation. Vende alt til noget positivt. Det handler om ikke at gro fast – nogen steder. Vi er selv ansvarlige for det gode liv. Vi er vores egen lykkes smed. Men vi er også vores egen ulykkes smed. Selv når vi rammes af sygdom, sorg og krise, er der et nærmest indbygget forventningskrav om, at vi skal se det som en gave der har givet os et nyt livssyn. Mange vil nu nok hellere bytte gaven eller have pengene tilbage.

Er det så paradoksalt eller selvfølgeligt, at stressrelaterede depressioner er vor tids pest? Det svar afhænger af hvem man er. Det er, i tidens ånd, individuelt.

Brinkmann kalder tidsånden for ”den accelererende kultur”. En kultur hvor vi ikke dvæler ved noget og altid skal indstille os på udvikling. Han redegør, indimellem virkelig morsomt, for hvorfor mennesker har mere brug for rødder end fødder. For at sætte pointerne på spidsen har han, som en parodi på selvhjælpsbøgerne, lavet en 7-trins guide med bl.a. disse punkter: ”Hold op med at mærke efter i dig selv”, ”Undertryk dine følelser” og ”Læs en roman – ikke en selvhjælpsbog”. Jeg kunne ikke være mere enig i det med romanerne. De bedste af slagsen byder på fordybelse, skæbnefortællinger man kan reflektere over og nuancerede personer man kan spejle sig i. Det bliver man klogere af.

Brinkmann mener, at ulempen ved at vi vil ”finde os selv” er, at vi bliver skuffede, når det vi ofte finder er os selv, der sidder i sofaen og spiser slik. Velbekomme. Så hvis du alligevel sidder der, kan du jo ligeså godt læse en roman imens. Eller Brinkmanns bog. Læs den og døm selv om du bliver provokeret eller føler dig befriet over budskaberne.

Og husk så, at du kan hvad du vil. Hvis du altså kan.

Litteraturens nye stemmer

Af Maria Louise Christensen. Bragt i Midtjyllands Avis 6. november 2014

Litteraturens nye stemmerDet er blevet efterår og tid til bogbranchens svar på Roskilde Festival; Bogforum. Tre hektiske og hyggelige dage med litteraturinteresserede, bibliotekarer, forlagsfolk og andet godtfolk, der haster fra den ene oplæsning til den anden. Mange har programmet i den ene hånd og en alt for tung bogpose i den anden. Dankortet gløder, fødderne bliver tunge. Men de bliver til det sidste. Søndag eftermiddag læser vinderen af debutantprisen nemlig op. Sidste år var vinderen af debutantprisen ganske ung. Hans hår var sort og samlet i en hestehale fyldt med krøller. Skoene blankpudsede. Han havde grå, ternede bukser og læderjakke på, attitude som en rockstjerne. Da han gik hen mod mikrofonen for at læse op, blev der stille. Hans karakteristiske stemme brød insisterende stilheden. Publikum lyttede. Hans navn er Yahya Hassan.

Manglende debat om årets debutanter
Sidste år måtte man således møve sig gennem en kødrand af tilhørere, der pludselig havde samlet sig foran én og samme scene for at høre Yahya Hassan. Det var næsten uvirkeligt, at en debutant – endda en virkelig ung debutant – kunne skabe så meget virak. I år er det også som om, noget er helt anderledes. Der har ikke været samme omtale af de nominerede forfattere i medierne. Sidste år var der tegneren Maren Uthaug, skuespilleren Hassan Preisler – ja, og så ham den føromtalte Hassan, der løb med al opmærksomheden. I år har mediernes bevågenhed ikke været nær så stor. Heller ikke for min, åbenbart. Sidste år havde jeg nemlig læst flere af bøgerne og var virkelig spændt på, hvem der ville få prisen. I år har jeg i skrivende stund endnu ikke læst én eneste af de nominerede forfattere. Av. Dén var værre – nu har jeg indrømmet det.

Hvorfor er ny litteratur vigtig?
Men hvorfor er det, debutanter er vigtige, og hvorfor synes jeg, det er lidt pinligt, at jeg endnu ikke har læst en eneste af de nominerede? For det første: Debutanter er vigtige, fordi det altså er her det sner i dansk litteratur. De bidrager med noget nyt og spændende; nye stemmer, nye historier, nye vinkler. For det andet tænker jeg: Debutanterne viser os, hvor litteraturen er på vej hen. De er udsprunget af samfundet, sådan som det er nu og her. For mit eget vedkommende betyder det måske også noget, at mange forfattere, der debuterer lige nu, er min generation. Måske føler jeg derfor, at de kan sige mig noget særligt. Men det er ikke sikkert, det holder stik. Debutanter er jo også – som alle andre forfattere eller mennesker – vidt forskellige. Jeg glæder mig derfor til Bogforum denne weekend. Det bliver hektisk, og jeg kommer til at gå i gåsegang mellem forlagenes boder og scener. Men når debutantprisen bliver uddelt, står det hele stille. I hvert fald et kort øjeblik. En ny bogsæson er skudt i gang. Litteraturens nye stemmer løfter sig. Og jeg må i gang med at læse. Jeg glæder mig særligt til Maria Gerhardts roman Der bor Hollywoodstjerner på vejen og Caspar Erics digtsamling 7/11. De er begge nominerede til debutantprisen.

Hvis du ikke skal til Bogforum, så kom på Silkeborg Bibliotek onsdag 19/11 kl. 16.30 og hør om tendenser i ny dansk litteratur – eller tilmeld dig arrangementet Årets Bøger.