Helt fri af krisen

Af Mette Pilgaard Christoffersen. Bragt i Midtjyllands Avis 25. september 2014

Helt fri af krisen

Forfatteren Dorthe Nors

En af mine belæste veninder havde haft læsekrise i et års tid. Det er virkelig lang tid for en bogelsker. Hver gang hun begyndte på en bog, hun havde intentioner om at læse færdig, gik det galt. Der var bare intet, der duede. Hvileløst vandrede hun op og ned langs bibliotekets bogreoler for at finde den bog, der kunne sætte en stopper for den frustrerende situation.

Endelig stødte hun på kvinden, der fik hende ”helt fri af krisen”, ligesom regeringen løbende har lovet os, at Danmark nok skal komme. Men kvinden var ikke Helle Thorning-Schmidt. Det var Minna. Minna er hovedpersonen i den 91 sider korte, stilsikre og underholdende roman Minna mangler et øvelokale. Historien om Minna, tilværelsens kvaler og strabadserne med at finde et øvelokale fortælles i korte, præcise sætninger, der næsten alle starter med ”Minna”. Det er en finurlig lille perle af en roman og et tankevækkende studie i, hvor meget man kan fortælle med få ord.

Romanen er skrevet af Dorthe Nors, som er lidt af en litterær sensation. I 2008 udkom hendes novellesamling Kantslag i Danmark. Inden for det seneste år har den så fået internationalt gennembrud. Jeg hørte om den amerikanske hype fra en ven i USA, hvor den fik sit første store gennembrud. Blændende anmeldelser og imponerende anerkendelse strømmer den i møde. Bl.a. er novellen ”Hejren” blevet trykt i det meget prestigefyldte magasin ”The New Yorker”. Det har ingen dansk forfatter tidligere præsteret. ”Kantslag” udgives i mange lande og senest har den og Dorthe Nors modtaget den flotte P.O. Enquist litteraturpris.

Novellerne er uhyre velskrevne. Uhyrlige faktisk. For mig handler de mest af alt om mennesker ude på kanten. Glimrende, grumme, stemningsfulde lag-på-lag historier, jeg dumpede direkte ned i, som punktnedslag i menneskers følelsesmæssige og sjælelige kompleksitet. Jeg var foruroliget efter endt læsning og når en bog gør en stemningsmæssig forskel, kan den virkelig noget.

Men hvad gør man hvis man, ligesom min veninde, har forsøgt at læse bøger, der ikke kan noget? Man kan spørge os, forhøre sig i sin omgangskreds, læse anmeldelser og tjekke litteratursiden på nettet. Netop nu har Silkeborg Bibliotek en udstilling med ”Blind date med en bog” hvor man kan låne en indpakket bog med hjem, som man ikke kender noget til på forhånd. Det er en idé til de åbne og nysgerrige.

Man kan også lade sig inspirere af kaffebordsbogen 1001 bøger du skal læse før du dør. Morsomt var det, da en mandlig låner faldt i staver over en plakat med netop den titel og henført konstaterede, at ”der skulle findes en lignende om 1001 kvinder”. Han definerede ikke nærmere, hvad man skulle med de mange kvinder. Der er jo så meget, man kan. Her må man dog skrive sin egen kaffebordsbog. Men det er en anden historie.

Tilbage til min veninde. Hun er nu ”helt fri af krisen” og videre i teksten, så at sige. Om Minna kommer fri af sine kriser og finder et øvelokale, kan man selv læse i bogen.

Minna knejser med nakken over at have afbrudt en læsekrise. Minna er pavestolt over Dorthe Nors og hendes succes. Minna vil på Them Medborgerhus d. 29. oktober og møde hende. Det vil jeg også.

Barðarbunga!

Af Johanne Marie Behrmann. Bragt i Midtjyllands Avis 1. september 2014

Navnet på den islandske vulkan, der i skrivende stund måske – måske ikke – er på vej i udbrud, kalder næsten på et udråbstegn! Prøv bare at sige det højt, det har i sig selv noget eksplosivt over sig. Sidst den islandske undergrund for alvor rørte på sig blev 100.000 flyafgange aflyst pga. en gigantisk askesky. Det var i starten af 2010, da vulkanen under gletsjeren Eyjafjallajökull eksploderede. Men nu skal denne klumme naturligvis ikke udelukkende handle om islandske vulkaner. Den kommer i stedet til at handle om islandsk litteratur. Til gengæld bliver vi ved det eksplosive, i hvert fald til en start.

Eyjafjallajokull volcano

Island har nemlig fostret en forfatter ved navn Hallgrímur Helgason, som dedikerede læsere vil kende. Måske ikke mindst for hans seneste succesroman Kvinden ved 1000 grader. Kvinden hedder Hera, hun er 80 år gammel og ligger med KOL i selvvalgt eksil i en garage i Reykjavik og venter på at dø. Tiden på krematoriet har hun selv bestilt. Men først vil hun fortælle sin livshistorie, og den bringer os vidt omkring. Ikke mindst fylder kapitlerne om hendes ophold i Tyskland under Anden Verdenskrig. Jeg er ellers ikke nogen stor fan af litteratur om Anden Verdenskrig. Jeg orker det ikke rigtigt, for at være helt ærlig. Faktisk tænder jeg generelt ikke på historiske romaner for tiden. Men jeg blev alligevel ramt, da Hera pludselig befandt sig midt i eksplosionerne, lige der, hvor krigen spyede sin svovlånde ud over store dele af Europa og dens befolkning. Og Helgason er ikke bange for at røre ved tabuer, skulle jeg hilse og sige. Det er eksplosivt stof, vi sidder med i hænderne, når vi læser ’Kvinden ved 1000 grader’. I lyset af hans øvrige forfatterskab, der tæller titler som ’Stormland’ og ’Lejemorderens guide til et smukt hjem’, vil jeg vove at fremføre den metafor, at Islands eksplosive undergrund finder en ventil i Helgasons litteratur.

Så har Island omvendt en forfatter som Jón Kalman Stefánsson. I sin trilogi om Drengen, hvor første bind hedder Himmerige og Helvede, skriver han om eksistensen, troen, livet på smukkeste vis. Den ydre handling er skåret ned til et minimum, mens den indre rejse folder sig ud over siderne. Stefánsson står med andre ord som eksponent for, hvad jeg her vil kalde den stille islandske litteratur. Islands natur er kontrastfuld, den byder på både stivnede, sorte stenlandskaber, umådeligt grønne græsgange, springende gejsere og et rygende, uroligt indre. På samme måde er det i den islandske litteratur, hvor eksplosive temperamenter og stille eksistenser eksisterer side om side.

Lige midt i mellem Helgason og Stefánsson, mellem det eksplosive og det stille, finder vi forfatteren Gyrðir Elíasson, der med sin magiske litteratur dyrker spændingen mellem de to poler, kontrasten mellem naturens vildskab og ro. Netop naturen er allestedsnærværende i Elíassons univers, hvor overnaturlige elementer fletter sig ind i fortællingerne, og hvor det sjældent går som forventet.

Skulle Barðarbunga ende med at gå af med et brag – og skulle det ske, at du skulle have været ude at flyve, men at flyet bliver aflyst pga. en eventuel, ny askesky – kan du jo passende sætte dig roligt ned med én af ovenstående, eller med oprindelsen til det hele, nemlig Njals Saga, der netop er på vej i en ny og opdateret oversættelse.