Og hvad så nu?

Af Maria Louise Christensen. Bragt i Midtjyllands Avis 11. august 2014

og hvad så nuSommeren går på hæld, som man siger. De lyse nætter er snart kun et fjernt skær i erindringen, den klistrede, søde eftersmag af alt for mange is sidder endnu i mundhulen, mens feriebillederne minder om langstrakte dage med uendelige mængder af tid og lys.

Jeg har været så heldig at holde sommerferie i Danmark, i denne vedvarende hedebølge, og kan på ingen måde klage over vejret, selskabet eller oplevelserne. Tag nu bare udstillingen 101 danske digtere, som jeg så på Det Kgl. Bibliotek i København, hvor digtere lige fra Yahya Hassan over Lone Hørslev og Pia Tafdrup til Henrik Nordbrandt hver havde bidraget med nye, håndskrevne digte og et portrætfoto i sort-hvid. Det fik mig til at tænke: Hvor er jeg dog glad for trykpressen og de digitale muligheder! Det ville jo tage ufatteligt meget længere tid at læse, hvis bøger blev sat med forfatterens håndskrift. Og: Hvor er det sjældent, at jeg læser andres håndskrift end min egen!

Håndskriften krævede noget af mig, den fortalte næsten en historie i sig selv og bød sig ingenlunde til på samme måde som de trykte bogstaver. Selvom vi i dag lever i en skriftkultur, og også i høj grad er afhængige af at kunne læse godt, fordi vi ofte bruger skriften, i form af chat, sms og e-mail, når vi vil i kontakt med hinanden, så blev jeg altså pinligt bevidst om, hvor sjældent jeg læser håndskreven tekst. Især de ældre danske digteres håndskrifter, bl.a. Adam Oehlenschlägers og Gustaf Munch-Petersens, der også var del af udstillingen, var vanskelige at tyde. Der er også næsten uendeligt langt fra den formskrift, jeg lærte i folkeskolen, til Oehlenschlägers snirklede, gotiske håndskrift. Så er det lettere at læse Inger Christensens håndskrift, måtte jeg konstatere; den ligner formskrift, men er alligevel sammenhængende enkelte steder og hælder en smule mod højre. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det var som om, jeg fik en bid mere med mig hjem af forfatterne. At se deres håndskrift var næsten som at være der, det var næsten som at kigge dem over skulderen, mens de førte pennen. Og det er vel netop det personlige, det særligt æstetisk tiltalende, men også det vanskelige ved håndskriften, som udstillingen ønsker at sætte fokus på. Det var som en hyldest til håndskrift og poesi i lige mål. Udstillingen placerede sig derfor også i et felt mellem litteratur og kunst, mellem udstilling og begivenhed i mine øjne – og jeg har købt udstillingskataloget, så jeg har mulighed for at tyde de særligt vanskelige kragetæer derhjemme.

Status her efter ferien er således, at jeg både føler mig vældig udhvilet og kulturelt oplyst. Jeg har spist de is, jeg skulle, grillet, læst de fleste bøger på min læseliste, set film, skrevet postkort og været på tre forskellige museer. Og hvad så nu? Der er faktisk lidt af et vakuum efter sådan en ferie. Jeg tror, jeg vil kaste et blik i Silkeborg Bibliotekernes trykte arrangementskatalog, som heldigvis er sat med letlæselig maskinskrift, for at finde ud af, hvordan jeg tanker op på den kulturelle konto til efteråret. Arrangementskataloget ligger klar på bibliotekerne fra mandag d. 18. august og der er noget for enhver smag med alt fra forfattere til racerkørere.