Se & Hør lige her

Af Mette Pilgaard Christoffersen. Bragt i Midtjyllands Avis 24. juli 2014

Se og Hør lige herHvis dit liv var en film, gad du så se den? Spørgsmålet er enkelt. Svaret måske lidt mere nuanceret. Hvad med soundtracket til dit liv? Mange af os har allerede et, indeholdende de sange der har betydet mest for os, og der kommer stadig flere til. Jeg har set et par film med lækre soundtracks for nylig. To mænds liv fortalt i to musikfilm, hvor historierne og musikken forenes på bedste vis.

Instruktørbrødrene Coens seneste og anmelderroste film Inside Llewyn Davis er en stilfærdig fortælling om den fiktive folksanger Llewyn Davis, glimrende spillet og sunget af Oscar Isaac. Han kæmper for at slå igennem på 60’ernes folkmusik-scene. Der er også rod i hans liv. Han har intet sted at bo, og den gravide ekskæreste er nu blevet kæreste med en velfriseret gut i nydelig pullover, morsomt portrætteret af popfænomenet Justin Timberlake. Llewyn er splittet imellem sin kunstneriske kompromisløshed og erkendelsen af, at han må sælge ud af sin integritet for at sælge plader. Så han strejfer omkring med sin guitar og møder både misforståelser og skæve eksistenser på sin vej, heriblandt en krakilsk kyniker, som nedladende konstaterer: ”So, you play folksongs? I thought you were a musician”. Ja, det er op ad bakke for den gode Llewyn. En ung Bob Dylan spøger samtidig i kulissen. Ham gik det jo, som bekendt, lidt bedre for. Det er en rigtig dejlig og humoristisk film i et skønt musikalsk univers.

En anden historie, der har gjort indtryk på mig, fortælles i dokumentarfilmen Searching for Sugar Man som har vundet et hav af priser. Den handler om den fantastiske og mystificerende sanger og sangskriver Rodriguez, som aldrig blev (aner)kendt i sit hjemland USA i sin samtid i 1970’erne. Til gengæld opnåede han kultstatus i Sydafrika under Apartheid. Pludselig forsvinder han sporløst. Rygtet går, at han har begået selvmord på scenen på et lille spillested. Men der er noget mystisk ved den historie, så en journalist sætter sig for at grave i den 20 år senere. Hvad der overraskende kommer ud af det, er en rigtig fed og rørende historie. Jeg kendte intet til Rodriguez før denne film, men har efterfølgende købt det glimrende soundtrack. Filmen så jeg på bibliotekets gratis streamingtjeneste Filmstriben.dk.

Jeg har med fornøjelse set mange musikfilm om både fiktive og kendte musikere. Man behøver hverken være fan eller kender. De kan være en inspirerende øreåbner til musikken. I disse X-faktor tider synes jeg, at det er en befrielse at fordybe sig lidt i De Store. Dem, hvis musik holder årti efter årti. Dem, som har skrevet, komponeret og optrådt med deres egen musik.

Du kan låne masser af musikfilm på biblioteket. Hvis der er fejl på dvd’en, kan du notere det på en seddel i kassetten. En kvik låner fandt en graverende fejl på Jane Austen filmatiseringen ”Stolthed og fordom”. ”Badescenen med Colin Firth ved søen er alt for kort” stod der. Skuffelsen var til at få øje på. Vi elsker den slags humoristiske indslag fra lånerne. Jeg er i øvrigt fuldstændig enig. Den scene er bare for kort.

Så, – hvis filmen er med Llewyn, Rodriguez eller Colin, gider jeg så se den? Ja da.