Liget i biblioteket

Af Katrine Sivesgaard. Bragt i Midtjyllands Avis 30. november 2017

Tidligere på måneden havde vi på Silkeborg Bibliotek besøg af Katrine Engberg, som fortalte om sine romaner, Krokodillevogteren, Blodmåne og Glasvinge, krydret med skæve beretninger om hverdagen som krimiforfatter. En af de anekdoter, som vakte særlig morskab blandt publikum, var historien om et temmelig akavet opkald til Borup Kemi, for hvilket af deres produkter er egentlig bedst, hvis man gerne vil myrde nogen så grusomt og samtidig så diskret som muligt? Det var ikke ligefrem et spørgsmål, som kvinden ved omstillingstelefonen var vant til at besvare. Præcis hvordan det endte med at gå til, kan man læse i hendes meget anbefalelsesværdige kriminalroman Blodmåne.

Arsenik og gamle krimier

En bloddryppende mordgåde er det oplagte omdrejningspunkt for en god krimi

Katrine Engberg fortalte desuden, at hun i høj grad henter inspiration fra de krimiforfattere, som hun læste ved spisebordet i sit barndomshjem; Dorothy L. Sayers, Georges Simenon og selvfølgelig Agatha Christie. Og det var her min interesse for alvor blev vakt, for når jeg siger til lånere, som beder om anbefalinger i stil med Jussi Adler-Olsen eller Sara Blædel, at jeg desværre ikke har læst så mange krimier, så passer det faktisk ikke rigtig. Jeg har bare ikke læst så mange krimier, der er skrevet efter 1970! For jeg har læst dusinvis af Agatha Christies romaner, en god portion af Arthur Conan Doyles fortællinger om Sherlock Holmes, samt Edgar Allan Poes historier om en af litteraturhistoriens allerførste detektiver, franskmanden Auguste Dupin, som i Mordene i Rue Morgue opklarer et låst-dør-mysterium: To kvinder findes myrdet i en lejlighed på fjerde sal, døren er låst indefra, men der er intet spor af gerningsmanden. Det er nu op til vor helt at finde frem til morderen udelukkende ved hjælp af intellekt, ihærdighed og blik for detaljer, og hvis opskriften lyder bekendt, så er det fordi Poe med historierne om Dupin lagde en af grundstenene til den moderne detektivhistorie.

Det værste og det bedste

Jeg havde en underviser på universitetet, der beskrev kriminalromanen som den perfekte ramme for at udforske både det værste og det bedste ved den menneskelige natur: Forbryderens grusomhed og ondskab kombineret med opklarerens higen efter sandhed og retfærdighed. Det var store ord om en genre, som ellers yderst sjældent fik en plads i pensum på litteraturhistorie. Min periodevise Christie-mani var dengang nok lidt en guilty pleasure. Jeg vil dog til enhver tid insistere på, at hendes klassiker Mordet i Orientekspressen er den bedste krimi, jeg nogensinde har læst, og at den helt sikkert kan tåle en genlæsning, og mon ikke også et gensyn? Jeg skal i hvert fald vejen forbi den lokale biograf og opleve Kenneth Branaghs version af den belgiske detektiv, som strander i et snefyldt bjergpas ombord på Orientekspressen på rejsen mellem Istanbul og Calais, og som ender med at skulle opklare mordet på en af passagererne og må finde sin mistænkte blandt gæsterne i spisevognen. Selvom Mordet i Orientekspressen altså er min ubetingede yndling blandt Christies romaner, så er Liget i biblioteket for nylig steget i graderne på min personlige Christie-hit-liste, måske særligt på grund af mine daglige omgivelser? Et mørkt bibliotek efter lukketid er et oplagt gerningssted; måske en idé hvis jeg en dag selv skal skrive en krimi!

Drengen, der ikke kunne slås ihjel

Af Katrine Sivesgaard. Bragt i Midtjyllands Avis 21. september 2017.

En tirsdag morgen for snart tyve år siden tager en dansklærer en bog op af sin taske, lægger den foran sig på katederet, ser ud over 4.b og begynder at læse: ”Hr. og fru Dursley fra Ligustervænget nummer fire var ganske stolte over, at de var helt og aldeles normale. Det var de sidste mennesker, man ville mistænke for at være involveret i mærkelige eller mystiske affærer…” Det var mit allerførste møde med Harry Potter. Hvad samme dansklærer ellers læste højt for os det år, og i årene der fulgte, husker jeg ikke længere, men drengen med de runde briller og lynet i panden, ham husker jeg endnu. Stor var skuffelsen da også, da sommerferien kom og gik, uden at så meget som én eneste af os fra 4.b havde modtaget en ugle med den eftertragtede invitation til at forlade folkeskolelivet og i stedet starte på Hogwarts Skole for Heksekunster og Troldmandsskab. Som trøst kastede vi os grådigt over næste bind i serien om den unge troldmand og hans bedrifter, og det er måske der, at historiens sande magi skal findes.

Harry Potter-universet er fyldt med magiske væsner som for eksempel denne drage, tegnet af en kreativ kollega

Læsningens magi

For rigtig mange børn dengang blev bøgerne om Harry Potter deres første skelsættende møde med litteraturen og læsningens magi. De oplevede spænding, uhygge, venskab, hjertevarme, det tilfredsstillende ved selv at kunne læse en tyk bog fra ende til anden og ikke mindst: Det helt særlige ved at træde ind i en verden, som var skabt for dem. Jeg kender mange, for hvem Harry Potter-bøgerne blev en form for gateway-drug, der åbnede døren til endnu mere læsning. Pludselig oplevede de på egen krop at blive suget ind i et andet univers, og hvordan man kan blive nærmest afhængig af fiktion. I dag er de første Harry Potter-læsere for længst blevet voksne og har lagt tryllestaven på hylden, men man behøver ikke at have opholdt sig længe i sit lokale børnebibliotek for at vide, at der er en ny generation af læsere på vej, som også drømmer om drager, hekse, dyndfolk og bjergtrolde. De står klar til at løfte tryllestaven, begive sig ind i litteraturens forunderlige univers og bære magien videre.

Nitten år senere

Året 2017 er på mange måder et vaskeægte Harry Potter-år. Det er tyve år siden, at den første Harry Potter-bog udkom på engelsk, og vi har for ganske nylig krydset en helt særlig dato: Den 1. september 2017, som er den dag, hvor epilogen i den sidste Harry Potter-bog udspiller sig. Den bebrillede troldmand må efterhånden være en midaldrende familiefar med bekymringer og papirarbejde, men universet omkring ham vokser stadig, godt hjulpet på vej af genudgivelser, teaterstykker og filmatiseringer. Også i Danmark lever magien, blandt andet i Odense, hvor man igen i år kan besøge den store Harry Potter Festival i efterårsferien. På Silkeborg Bibliotekerne pakker vi bussen med chokoladefrøer og polyjuice-eliksir, og kører til Odense for at opleve Quidditch-kampe, slentre ned af Diagonalstræde og køre en tur med Hogwarts-ekspressen, og er du mellem 12 og 18 år, så kan du komme med!

#sortlitterærsamvittighed

Af Katrine Sivesgaard. Bragt i Midtjyllands Avis 20. april 2017

Lider du også af sort litterær samvittighed?

Lider du også af sort litterær samvittighed?

Forlaget Rosinante & Co. havde i lang tid en skøn fredags-gimmick, hvor de udstillede den kollektive dårlige samvittighed blandt bogfolket under hashtagget #sortlitterærsamvittighed. Her skiftedes forlagets ansatte, lige fra redaktører til pressefolk og praktikanter, til at lette deres hjerte, og fortælle om den bog, som de havde allermest dårlig samvittighed over ikke at have læst. Rigtig mange andre læsere og forfattere sprang med på idéen og delte deres dårlige samvittighed på de sociale medier, hvor de lod sig forevige med nedslåede blikke og den ulæste bog holdt op foran ansigtet. Det var især de stakkels klassikere, der stod for skud, men særligt nævneværdige er også børnebibliotekaren, som aldrig havde læst Brødrene Løvehjerte, og forfatteren Daniel Dalgaard, som ikke havde læst den færdige version af kæresten Stine Pilgaards roman Min mor siger. Han regnede på daværende tidspunkt heller ikke med at gøre det, altså medmindre han og Stine gik fra hinanden eller hun skulle gå hen og dø, og det ville i så fald være ”af sentimentale årsager.”

Dén skulle du ta’ og læse!
Min egen ’to be read’-liste har altid været vildtvoksende, men siden jeg begyndte at arbejde på Silkeborg Bibliotekerne er den muteret til uigenkendelighed. Ikke nok med at jeg går rundt mellem reolerne hver eneste dag, det strømmer også ind med velmente anbefalinger fra mine søde kolleger. Der er så mange bøger som man kunne, skulle, burde læse. For at gøre ondt værre (eller godt bedre, jeg er lidt i tvivl på nuværende tidspunkt, for litteratur kan man efter min mening ikke få for meget af) så er jeg også blevet lettere afhængig af app’en Goodreads som i udgangspunktet blot skulle holde styr på de bøger, som jeg har læst og gerne vil læse, men som også har den ubehagelige funktion, at den informerer mig om, hvor mange bøger jeg er bagud, hvis jeg vil nå mit erklærede mål om at læse halvtreds bøger i 2017. Oveni alt dette, så er der også dukket en ny og uforudset kilde til anbefalinger op, nemlig jer: lånerne! I holder jer ikke tilbage med udbrud som ”Har du ikke læst den?!” og ”Dén skulle du ta’ at læse!” Hvilket er skønt, men som også har introduceret mig for bøger, som jeg aldrig havde troet jeg skulle få dårlig samvittighed over ikke at have læst. Det er for eksempel slående, hvor pinligt mange gange jeg har måttet sige til en låner: ”Jaaah, nu læser jeg jo ikke rigtig så mange krimier…”

Drop den dårlige samvittighed
Men nu må det være nok! Ikke med læsningen selvfølgelig, men med den dårlige samvittighed. Livet er fyldt med ’to do’-lister, der er ingen grund til, at læse-listen også skal fungere på den måde. Læsningen kan jo netop være et frirum fra alt det, man ellers skal, og glæden skulle gerne være i selve læseoplevelsen, og ikke i det flueben man kan sætte på listen, når bogen er læst til ende. Jeg vil i hvert fald forsøge at droppe den dårlige samvittighed, og fokusere på de bøger, som jeg virkelig har lyst til at læse. Så må I bære over med mig, når I opdager, at jeg ikke har læst den nyeste af Jo Nesbø!