And all that jazz

Af Johanne Marie Behrmann. Bragt i Midtjyllands Avis 22. juni 2017

Sommerens festivaler er oplagte steder at få udvidet sin musikalske horisont. Herover er det Eddie Vedder solo med sin guitar på årets Heartland Festival i parken ved Egeskov Slot. Foto: Morten Rygaard

Som alle ved, er sommertid lig med festivaltid. Her i Silkeby betyder det jazz fra morgen til aften lige netop i disse dage, hvor Riverboat Jazz Festival nr. 51 slår på alle tangenter. Der er store og små navne på programmet, ny og traditionel jazz og alt der i mellem. Og så er der stemningen i byen, der kalder på rigtig mange af os, der ikke er specielt jazz-nørdede, mindst lige så meget som selve musikken. Men selvfølgelig sker det af og til, når man nu har ladet sig lokke ”down town” af den gode stemning, at man på sin runde i byen pludselig bliver fanget af en lækker vokal eller nogle særligt glade trompeter og således, før man aner, befinder sig i et telt, helt oppe foran scenen med en fadøl i hånden, mens man har det gevaldigt festligt med det her jazzband, man ikke engang anede eksisterede for ti minutter siden. Har jeg hørt…

Og netop dette uventede møde, muligheden for at få udvidet sin musikalske horisont, er vel én af de helt store fordele ved sommerens festivaler. Altså når vi ser bort fra dem, der gør en dyd ud af at booke præcist de bands, folk kender i forvejen og har hørt mindst fem gange før. I Pinsen var jeg på fynske Heartland Festival, der i år blev afviklet for kun anden gang. Og Heartland kan du som kritisk kulturforbruger roligt holde øje med, hvis du forventer lidt mere end som så. Musikprogrammet er varieret og ambitiøst. I år spændte det fra Pearl Jam-forsanger Eddie Vedder på solo-tour over jazz-ikonet Gregory Porter til det colombianske elektroniske party-band Bomba Estéreo – plus alt muligt andet godt fra både ind- og udland. For så vidt musikken, så er der alt det andet jazz, der er med til at gøre Heartland til noget helt særligt. Her kan du nemlig også opleve både kunst, talks, dvs. i det her tilfælde samtaler mellem to markante kulturpersonligheder, der diskuterer et aktuelt og givet emne, og sidst men ikke mindst – god og lokal mad i alle afskygninger. Og så har jeg ikke engang nævnt, at det hele foregår ved Egeskov Slot, hvilket udgør den perfekte og meget stemningsfulde ramme om denne festival, der er helt sin egen.

Meget kan man sige om Silkeborgs bymidte, men helt så stemningsfuld som parken ved Egeskov Slot bliver den nok aldrig – det nye, fine torv til trods. Men heldigvis er den gode stemning ikke udelukkende afhængig af omgivelserne. Den gode stemning findes næsten altid der, hvor folk er glade og forventningsfulde, og hvor der er god musik i rigelige mængder. Det vil der være for jazz-folket i Silkeborg under Riverboat, og vi andre kan passende give jazzen en chance til en af de mange gratis koncerter undervejs. Hvis du bare slet ikke kan tåle jazz, for sådan er der jo vitterligt nogen, der har det, så kom ned til os på biblioteket, lån en god bog og sæt dig hjem i fred og ro i haven med netop din yndlingsmusik i ørerne. Mangler du inspiration til din sommerlæsning, så kom ned og snup en flyer, når vi fra i morgen anbefaler sommerlæsning til både voksne, unge og børn.

Når det kommer lige fra hjertet

Af Johanne Marie Behrmann. Bragt i Midtjyllands Avis 30. marts 2017

Det danske band Jonah Blacksmith spillede for nylig i Kedelhuset. En koncert, der gik lige i hjertet.

Det danske band Jonah Blacksmith spillede for nylig i Kedelhuset. En koncert, der gik lige i hjertet.

Lige her på denne plads, for noget tid siden, anbefalede jeg en bog, der hedder Shotgun Lovesongs. Forfatteren til bogen har gået på high school med Justin Vernon fra det vildt gode amerikanske alternative folk-band, Bon Iver, og den erindring er hele bogens historie bygget op omkring. Nå men, jeg har en gang gået på efterskole med én, der hedder Lasse, og han spiller nu i det vildt gode danske alternative folk-band, Jonah Blacksmith, der dette forår har turneret Danmark rundt. De spillede her i Silkeborg for ganske nylig, og jeg var der. Og heldigvis for det! For det var en fremragende koncert.

Kærlighed til musikken
Og hvorfor var den så det? Fordi den kom lige fra hjertet. Kærligheden til musikken, glæden ved at stå på scenen, omhyggeligheden, dygtigheden strømmede fra scenen ned over publikum i Kedelhuset den aften. Og stoltheden over at stå frem med det grundlæggende budskab, der bærer bandet, nemlig at vi skal huske vores rødder, hinanden og kærligheden. Autenticiteten var allestedsnærværende. Syv knalddygtige musikere på scenen, der tilsammen behersker et utal af forskellige, rigtige instrumenter. Så var der dialekten. Den var også ægte, der var ingen tvivl, alle sange blev præsenteret på et uforfalsket thybomål. Jeg ved det, for jeg har selv været thybo en gang. Fik jeg sagt, at bandet serverede kaffe og kringle efter koncerten?

Læg skærmen
Det handler vel dybest set om nærvær. Om lysten til at komme hinanden ved. Og det er vel nok forfriskende, dette møde mellem ægte mennesker, at mærke energien – in real life. Vi har netop haft skuespiller Ellen Hillingsø som foredragsholder på biblioteket. Hun havde en kærlig opsang med til os alle. For som hun sagde, lever vi i en mere og mere socialiseret verden samtidig med, at vi bliver mere og mere asociale. Så sidder vi der bag hver vores skærm. Ellen ville have os til at stramme op og gøre os umage som mennesker, som mødre, fædre, bedsteforældre. Hun ville have os til at investere i os selv og hinanden, tage os tid, tage ansvar. Den kærlige opsang blev leveret med humor, stort overskud og ikke mindst nærvær, energien nåede også de bagerste rækker i den store sal, der var helt fyldt op med 250 begejstrede publikummer. Begejstringen fortæller mig, at jeg ikke var den eneste, der var vild med aftenens lektie. Og de mange udsolgte koncerter Jonah Blacksmith har spillet dette forår taler også deres eget tydelige sprog.

Spis kringle til
Man kan ikke være nærværende, hvis man ikke har hjertet med. Det havde Ellen, og det har Jonah Blacksmith. Og som oftest, når noget kommer fra hjertet, så når det hjertet. Derfor har vi brug for disse indspark fra kulturen i vores liv, om det er i form af kunst, litteratur, musik eller noget helt fjerde er ligegyldigt. For vi har godt af at lægge skærmen for en stund og tillade os selv at standse op og blive berørt. Vi har brug for den gode oplevelse, vi bliver bedre mennesker af det, vil jeg påstå. Så hvis du trænger til at forkæle dig selv i dag, så gå ud og køb Jonah Blacksmiths nye album, lyt – og nyd eventuelt et stykke kringle til. Det vil du ikke fortryde.

Kulturen kommer

Af Johanne Marie Behrmann. Bragt i Midtjyllands Avis 5. januar 2017

Fold en båd på Silkeborg Bibliotek og vær med til at søsætte Europæisk Kulturhovedstad 2017. Åbningen af Kulturhovedstaden finder sted i Aarhus i slutningen af januar.

Fold en båd på Silkeborg Bibliotek og vær med til at søsætte Europæisk Kulturhovedstad 2017. Åbningen af Kulturhovedstaden finder sted i Aarhus i slutningen af januar.

Velkommen til 2017! Året, hvor hele regionen, med Aarhus som fyrtårn, omdannes til Europæisk Kulturhovedstad under mottoet ’A year of culture – A world of change’. På biblioteket har vi modtaget det kæmpestore og tunge, trykte program. Det ligger klar til at blive hentet af lige netop dig. Der er lagt op til en spektakulær og magisk åbning i slutningen af januar, når forventeligt 5000 personer går i et lysende optog med foldede papirbåde gennem Aarhus, ned til havnen, hvor et stort show finder sted. På Silkeborg Bibliotek bidrager vi til åbningsfesten ved at opfordre alle kommunens borgere til at komme i ugerne op til åbningen og folde deres egen båd i papir. På båden skriver man sine håb og drømme for fremtiden. Vi samler bådene og overdrager dem ved åbningen til en udstilling på Silkeborg Rådhus. På den måde kan din historie blive en del af den store fortælling om Tyve Sytten – som vi kalder Europæisk Kulturhovedstad i daglig tale.

Nytårsforsæt
Aldrig før på disse kanter er så mange kræfter gået sammen om at præsentere deres allerbedste som i 2017. Til glæde for dig og mig og Midtjylland. Så nu gælder det om at huske at komme ud af døren og tage del i glæden, få en bid af kagen. Det skal være mit nytårsforsæt – og jeg deler det gerne: Oplev mere kultur! Husk at se de udstillinger, du gerne vil, før de lukker igen. Gå til den koncert. Se filmen, mens den stadig går i biografen. Man taler så meget om, at vi forbruger alt for meget. Særligt i den mest kommercielle højtid af alle, julen. Og vores klode lider under vores overforbrug. Men når det kommer til kulturen, så mener jeg faktisk ikke, vi kan forbruge nok. Og jeg tror også på, at vi bliver bedre mennesker af det. Ikke nødvendigvis slankere, som typisk er populært i januar, måske tværtimod større. Altså på den fede måde.

Forår på biblioteket
Et nyt år betyder også et nyt arrangementsprogram på vej fra biblioteket. Et program spækket med kulturoplevelser, it-kurser, børneteater med meget mere. Vi hjælper dig med andre ord hellere end gerne med at få dit kulturforbrug i vejret. Vi tilbyder også et fremragende alternativ, hvis du får brug for en pause fra de store kulturoplevelser og events, både her og rundt omkring i regionen – og det er selvfølgelig litteraturen, jeg tænker på. Den gode bog, der lukker alt andet ude. Selv den mest hærdede kulturforbruger kan få brug for ro og fordybelse, mens Kulturhovedstaden hopper og danser omkring os. Men skulle du være ny i bogens verden, bør du vide dette inden du går i gang: ”Bøger indeholder bl.a. tanker, ideer, holdninger, kreativitet og æstetik, der kan have langsigtet påvirkning på mennesker. Læsning er stærkt vanedannende og kan medføre ændringer i f.eks. tankegang, livsanskuelse, intelligens og personlighed”. Ordene er ikke mine egne, men det bliver de ikke nødvendigvis mindre sande af. Når du så har tanket op hjemme i sofaen, under tæppet med din bog, beriget på alle tænkelige måder, er du klar til nye oplevelser. Og tag bare børnene med ud i kulturen! De har også godt af det.